Kan man lave en vegetarisk grillmenu?

Langt de fleste forbinder ordet ”grillmad” med saftige bøffer, krydrede pølser og spareribs i lange baner. Det er det også i de fleste tilfælde, men i dag bliver det mere og mere udbredt at kigge efter kødfrie løsninger. Mange danskere vælger at blive vegetarer af mange forskellige årsager, og så kommer udfordringen til grillsæsonen, når man skal tænke ud af boksen og gøre noget andet, end det man er vant til. Måske er du selv vegetar, eller du har inviteret nogle venner forbi, der for nylig har valgt kødet fra. I så fald kan du læse med her og samle lidt inspiration til en vegetarisk grillaften.

Nemmere end man regner med

Det, at holde en vegetarisk grillaften, er nemmere, end man går og tror. Man kan godt tænke, at kødet er helt essentielt, når det kommer til en grillaften. Men det behøver ikke være sådan. For når man tilbereder mad på grillen, får maden altid den karakteristiske grillsmag, som alle kender – og det er ligegyldigt, om det er kød eller grøntsager, man tilbereder. Så grøntsager kan blive mindst ligeså lækre på grillen som kød. Tænk bare på grillede søde majskolber, fyldte tomater med pesto og ost, grøntsagsspyd, bagekartofler, grillet aubergine eller spidskål. Mulighederne er uendelige, og det er bare at kaste sig ud i det.

Nyd sæsonens råvarer

En vegetarisk grillaften er en oplagt mulighed for at dykke ned i de friske grøntsager og råvarer, som sommeren tilbyder. Måske har man selv en køkkenhave, hvor man kan hente kartofler, majs, gulerødder og ærter. Eller et drivhus med tomater, agurker og squash. I så fald er det oplagt at gå på rov og nyde et lækkert grillet måltid af sæsonens råvarer.

Men selv hvis man er byboer uden egen have, er det stadig nemt at sammensætte en vegetarisk grillaften – det er blot vigtigt, at man går efter sæsonens grøntsager og gerne danske råvarer, så man er garanteret høj kvalitet. Så kan man altid vente med at spise græskar til efteråret, når de kommer i sæson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *