Rigtig mange danskere er glade for at grille. Der er noget helt særligt over at tilberede maden udendørs, og mad tilberedt over gløder får en hel anden og særlig smag, end hvis man tilbereder det på et komfur eller i ovnen. For langt de fleste betyder grillmad pølser og kød i lange baner. Det er også lækkert, men hvis man er på tredje grillaften i den uge, bliver det både ensformigt og usundt. Selv når man griller, er det vigtigt at få skabt sig et sundt og afbalanceret måltid. Læs med her for at blive inspireret til sommerens grillmenuer.
Glem ikke grøntsagerne
Det er nemt at glemme det grønne på tallerkenen, når først grillsæsonen er godt i gang. Men det er vigtigt at huske på grøntsagerne for at få sammensat en lækker grillmenu. Det behøver ikke være en kedelig grøn salat eller simpel kartoffelsalat. Man kan nemt grille grøntsager også. Majskolber er helt ideelle at tilberede på grillen og får en dejlig sød smag. Man skal blot lade majskolberne ligge i blød i noget vand cirka 20 minutter, inden de skal på grillen.
Ellers er grøntsagsspyd også en god idé især til børn og barnlige sjæle. På spyddet kan man have tomater, squash, kartoffel eller peberfrugt. Man kan blande de forskellige grøntsager på spyddene, så man får lidt af hver slags.
Brød og kartofler
Udover kødet er det også godt at have nogle kulhydrater af en art, der er med til at mætte. Et groft brød, der bliver varmet på grillen, er altid lækkert og mætter langt mere end lyse hvidløgsflute. Ellers er det nemt at lave bagekartofler på grillen. Man skal blot pakke bagekartoflerne ind i alufolie og putte dem ned i gløderne. De skal have en del varme, men en varm kartoffel med urtesmør til en bøf er virkelig med til at mætte og runde en dejlig grillaften af.